Erik H P

Erik Henning Pedersen (Esse)

Elmebakken 19

3070 Snekkersten

 

mail@ErikHP.dk

Mine næringsveje

 

Mens jeg var i lære som isenkræmmer, startede jeg mit første lille firma. I en alder af 17 år stiftede jeg firmaet STAR BOOKING hvorfra jeg solgte danske- og til dels svenske poporkestre. Det lille firma lukkedede efter et par år, da diskotekerne og DJ's overtog dansemarkedet.

Dagen efter læretiden udløb, begyndte jeg som sælger i hårde-hvidevare branchen i København. Der lærte jeg en del om salg.

 

3 år efter blev jeg ansat som bestyrer i VIRUM RADIO. Det var en spændende periode hvor folk var begyndt at købe stereoanlæg. Samtidigt kom de første farve-TV på markedet. I de 3 år jeg var ansat der, fik jeg fordoblet omsætningen.

 

Så startede jeg sammen med min første kompagnon Jørgen Norkild, noget så sælsomt som en symaskineforretning i Helsingør. Allerede efter halvandet år tog min partner til et vellønnet job i Grønland.

Jeg blev og fik succes, i de følgende to år åbnede jeg flere butikker, ialt 5 forretninger.

 

Jeg havde fået et godt samarbejde med en karrismatisk forretningsmand Ansgar Mathiassen fra Nykøbing Mors, som jeg beundrede- og lærte meget af. Vores samarbejde resulterede i firmaet CONSUL HELSESOL, et firma som vi delte i øst- og vest Danmark.

Her i København og Sjælland, lå vi lige efter firmaet Silver Gruppen i omsætning, men vi slog dem stort på overskud i kroner og ører. En nu afdød, intrigant, tredieperson såede splid mellem Mathiassen og mig, så jeg drog på nye eventyr.

Mit næste værk var, at få opstillet 45 hælebarer over hele Danmark, det tog ca. 2 år. Så trak solbranchen igen og jeg startede firmaet VITAL SOL sammen med min nye ven Alan Gray.

Alan syntes godt om næsten alle mine ideer, så vores virke kom til at omfatte solarier til klinikker- og private - en stor succes. Vi kastede os over flere brancher, der resulterede i at vi ejede tre skønheds klinikker og havde salg af kapitalvarer til skønhedsklinikker, slankeappareter, Fitness udstyr, og Spabade fra firmaet Jacuzzi®.

Den store succes endte, da vi kastede os over at finaciere et mindre firma med tre opfindere, der havde fod på noget interaktiv video/Tv, det var et langt og meget dyrt eventyr, så da "Kartoffelkuren" blev iværksat, måtte vi stille og roligt dreje nøglen om.

 

Næste eventyr var DanQuiz, et videnspil med ugentlige kuponer som vi fik ud til danmarks tipsforhandlere. Men inden det nåede at blive søsat, rendte jeg politikere, ombudsmanden, div. topadvokater, forbrugerrådet, Notarius Publicus med flere på dørene, for at få vished om lovligheden af det spil, vi skulle på gaden med. Alt klappede, men vi havde én modspiller, der havde en magt så stor hvad pressen angik og som satte de mest utrolige historier i omløb om om DanQuiz. Tipstjenesten handlede nærmest mafia agtigt med direkte opfundne usandheder. De opsøgte alle, vi havde forbindelse med, og fortalte dem, at vi var nogen værre nogen. Det værste var, at store dele af pressen troede dem og regnede med at vores spil var ulovligt, hvilket blev fortalt i artikler samt i TV nyhederne.

Dette modspil blev for stort, så vi lukkede et skægt og lovligt spil, som jeg havde brugt 2 års ulønnet arbejde på.

 

Muren faldt i 1989 og en israelsk forretningsmand, Eliezer Levy, fortalte at i titusindvis af jøder forlod Rusland for at bosætte sig i Israel. Det blev starten på et nyt eventyr. Vi fik udviklet nogle helt nye små typehuse til en utrolig lav pris med moderne køkken mv. Vi fik tegnet satelitbyer med børnehaver og workshops mm. Et møde med Eksportkreditrådet satte forventningerne højt, for den amerikanske regering ville garantere for betalingen. Men netop som den første ordre på 120 huse kom ind, foretog Israel en uredelig krigshandling, hvilket fik USA til at reagere ved, f.eks ikke at garantere for det eksportlån, som vi skulle have. Eliezer blev i Israel og fandt på andre forretninger, og så løb vores project ud i sandet.

 

Så fulgte et par år med ringe indtægt, indtil jeg foreslog Alan Gray at jeg ville åbne en forretning med udstilling af Jacuzzi® spa, den idé troede han ikke på, så vores veje skiltes.

 

(Jacuzzi® er det førende og største mærke i hele verden)

 

Jeg fik nu agenturet for mig selv, fik åbnet showroom og etableret kontakter til alle betydelige grossister. det var i 1996.

I 2006 fik jeg en award fra Jacuzzi Europe for hurtigst ekspanderende salg i europa. Året efter blev mit firma udnævnt som en Gazelle-virksomhed af Børsen.

Året efter dette, kom finanskrisen, som jeg fejlagtigt mente, kun ville vare et par år. Firmaet var godt rustet til at modstå krisesituationer - men efter godt fire år med konstant underskud, drejede jeg nøglen om. Firmaet var stadig solvent, men jeg fik ikke en ny Mercedes og en drabelig masse penge med, som jeg havde planlagt 5 år tidligere.